Børn & familie

Da Emma var 28 år flyttede hun sammen med sin kæreste og havde uddannet sig til pædagog.

Så længe jeg kan huske, havde jeg drømt om at blive mor og jeg følte at tiden nu var moden. Men kunne jeg med en stærkt arvelig sygdom? Jeg ville for alt i verden undgå at knytte mine børn til et hospital. Det kan godt være, at jeg fandt støtte på børneafdelingen, men jeg havde gerne undværet det, hvis jeg havde haft et valg. Og det havde jeg nu. Og jeg kunne mærke at jeg ikke kunne klare at se to vidunderlige streger på en pind – og så… hov, vent lige lidt med at blive glad. Aldrig havde jeg hadet min sygdom så meget, som på dette tidspunkt.

Jeg ville ikke risikere at mine børn arvede min sygdom. Så jeg valgte at gå i fertilitetsbehandling, hvor jeg fik taget mine æg ud, så lægerne kunne frasortere de syge æg og sætte de raske ind igen. For mig var det det rigtige at gøre. Alligevel poppede alle mulige spørgsmål op i mit hoved. For hvis jeg fik sorteret de syge æg fra, ville det så ikke betyde at jeg og min søster også burde have været de frasorterede æg? Burde vi slet ikke have været her i dag? Så slem er sygdommen jo ikke. Men alle de betydninger, sygdommen har haft for mig, skulle mine børn ikke opleve. Så jeg håbede at fertilitetsbehandlingen ville lykkes og at min sygdom ikke fik for stor betydning. Og at jeg ville få lov til at nyde livet med raske og glade børn.

Læs om Fabry og arvelighed