Samtale med din læge
En af de største udfordringer for personer med sjældne sygdomme er ofte det diagnostiske forløb. Vejen til en nøjagtig diagnose er ofte lang, og en patient vil sandsynligvis se flere læger, før han/hun møder en passende specialist. Tiden hos lægen kan føles kort og spørgsmålene er mange. Denne samtaleguide kan hjælpe dig med at få mest muligt ud af dit lægebesøg.
Uanset om du oplever symptomer relateret til en bestemt sygdom eller er bekymret over andre symptomsæt, er det vigtigt, at du forstår dem og ved, hvordan du får hjælp.
Forbered dig
For at forsøge at udnytte tiden under besøget mest muligt, er det vigtigste, du kan gøre, at være velforberedt. Skriv dine bekymringer og spørgsmål ned, før du kommer, og hold dig til dem under hele dit besøg. Desværre er der måske ikke altid tid til at drøfte alle dine bekymringer udførligt. Overvej hvilke ting, der er vigtigst for dig, og fokusér på dem først.
Hvis det er en ny læge, du ser, skal du ikke tage for givet, at han kender din historie i detaljer. Vær forberedt på at give ham en kort version.
Tag en ven eller et familiemedlem med
Nogle lægebesøg kan være overvældende af forskellige årsager, og så kan det være rart at have en person med som støtte – uanset om det er en ven, et familiemedlem eller en anden person, du stoler på og er tryg ved.
Forstå dine symptomer
Uanset hvilke symptomer du oplever, er det vigtigt, at du tager dig tid til at overveje præcis, hvordan de får dig til at have det, og hvordan de kan ændre sig med tiden, så du kan beskrive dem nøjagtigt for din læge. Husk at være så specifik som muligt og vær opmærksom på detaljer.
Du kan f.eks. spørge dig selv:
-
Hvornår lægger jeg mest mærke til dem?
-
Præcis hvordan får de mig til at føle mig?
-
Bliver de værre eller bedre?
-
Hvor længe har jeg haft dem?
-
Hvordan påvirker de mig i dagligdagen?
-
Hvor opstår mine symptomer?
-
Varierer symptomerne alt efter tid og/eller aktivitet?
-
Hvis jeg har flere symptomer, kan de så have en fælles forklaring?
-
Har jeg nære familiemedlemmer, som har de samme symptomer som mig?
Vær åben
Det er en vigtig del af det diagnostiske forløb at kunne drøfte og fortælle åbent om dine egne symptomer i samtale med lægen. Dette gør det lettere for lægen at danne sig et realistisk billede af sygdommen og finde de rigtige undersøgelser, der kan bekræfte diagnosen.
Stil spørgsmål
Hvis du ikke helt forstår, hvad din læge siger, skal du stille spørgsmål, indtil du føler dig tryg ved, at du har forstået alting fuldt ud. Det vigtigste er, at du ikke forlader besøget mere usikker, end du var før. Stil derfor spørgsmål, indtil du har forstået lægens vurdering, og hvad planen er videre frem.
Husk, at den vurdering, du modtager, vil være et resultat af din situation i dag.
Tøv derfor ikke med at kontakte lægen igen, hvis situationen ændrer sig, og der opstår nye symptomer, eller hvis der ikke er nogen forbedring.
Del eller print
MAT-DK-2300559 v1.0 07/11/2023